Fra småstresset reklamemor til livet som kemomor!

Overlevelsesmulighederne er rimelig gode!! Sådan startede mit nye liv for 2 år siden. Min dengang 2 årige søn havde åbenbart leukæmi (og ikke bare vokseværk i benene, som den “gode” mor havde troet). Jeg kiggede på min eksmand, (som jeg havde valgt, han skulle være, kun 4 mdr. tidligere) – og ku hurtigt se, han var gået i pit! Fik vores søn lige kræft der!! Var leukæmi ikke kun noget, dem fra Tjernobyl ulykken fik?!

Samtidig var en af de første tanker (ud af ca. 1 mio. tanker på 10 sek.): “Nå, så det var dét, der var med ham!” Jeg var på en eller anden måde ikke overrasket, hvilket jo sandsynligvis ikke gir ret meget mening for ret mange….- men jeg havde altid haft en mærkelig 6. sans fornemmelse, (kald den hvad du vil), af at der ville “blive noget med ham”, og leukæmi det var så “noget”.

”2,5 år!!!” sagde lægen (eller rettere sagt onkologen (som vi senere fandt ud af hvad betød)) – “Behandlingsprotokol på 2,5 år og en af jer skal ta orlov, for han skal være isoleret i min. 1 år! Han skal ha` en blodtransfusion nu, fuld narkose i morgen, hvor han får lagt CVK direkte ind i hjertekammeret, og vi lægger også en sonde, og så starter vi allerede i morgen med at give ham kemokur, binyrebarkhormon mm!! Spørgsmål?” Luuuuuft!!!! “Hvorfor blev det pludselig næsten umuligt at trække vejret??”