Videre, videre, videre. Fuck, hvor har vi mennesker travlt! Med alt muligt, og hvis man ikke har, er man nærmest lidt ”mærkelig”.

Jeg ser/føler/mærker næsten dagligt hvordan “min nye hverdag” kolliderer med andres virkelige travle liv. Hvad har vi så travlt med(?) Og hvorfor har vi så travlt (?) Går vi glip af det vigtigste i livet, i jagten på det perfekte familieliv, og glemmer vi at prioritere det essentielle til, fordi vi simpelthen har for travlt til lige at stoppe op og mærke efter… Universet er i den grad forunderligt, og sender os indimellem ud på en rejse, som oftest ikke ”passer ind” i vores travle hverdag, og som får hele vores fundament til at ryste…

De sidste 2,5 år har været en lang selvudviklings rejse, hvor jeg har skullet lære mig selv at kende på ny, et jeg som har forandret sig så meget, at det jeg for 2,5 år siden nok ville ha svært ved at genkende det nye jeg.

Det har bestemt ikke været en selvvalgt jeg-dannelses-rejse, men unægtelig en uundgåelig udviklingsrejse, som jeg ikke ville ha’ været foruden.

Reaktionsmønstre, som jeg igennem mit liv har udviklet og fundet ro, tryghed og stabilitet i, er blevet sat på prøve og i den grad udfordret, uden jeg selv har været bevidst om det, og ikke mindst opmærksom på det.

Når jeg nu kigger tilbage, kan jeg se, at jeg indimellem har reageret fuldstændig modsat af, hvad jeg “normalt” ville gøre. Jeg betragter mig selv, som et ret ekstrovert menneske, som elsker at være sammen med andre og har stor empati for andre. Så jeg lavede mange aftaler og var sjældent alene. Og det passede perfekt sammen med den person, jeg var. Derfor var “springet” også langt større, da jeg efter nogle episoder måtte erkende, at jeg ikke formåede, at være lige så ekstrovert som jeg plejede… i hvert fald ikke i samme grad…

Jeg kunne simpelthen ikke rumme at ha’ min kalender så fyldt ud med aftaler, som jeg plejede, (aftaler med mennesker, som jeg virkelig gerne ville være sammen med). Jeg blev den ven, som meldte afbud i sidste øjeblik, fordi jeg stædigt holdt fast og ikke ville acceptere og faktisk heller ikke forstod, at mit nye jeg ikke kunne klare at “lave noget” hele tiden. Men jeg har måtte sande, at mit fysiske jeg, såvel som mit psykiske jeg, skal ha’ pauser (hvor jeg bare er helt alene), for ellers er der overhængende risiko for, at jeg brænder sammen. Igen handler det jo dybest set om at ”passe på sig selv” – det er bare ikke altid man ved, hvordan man gør det bedst.

En dejlig veninde sagde til mig, at hun havde brug for 20 min. ro for sig selv, efter hun havde været sammen med andre. Det var faktisk lidt en øjenåbner for mig. Den ro og fuldstændige naturlige tilgang og accept, hun har til det, er virkelig beundringsværdig. Det er faktisk først nu efter 2,5 år, at jeg kan se, at jeg har famlet rundt på den vildeste selv udviklingsrejse, sideløbende med at jeg har skullet være mor/sygeplejerske mm for min kræftramte søn og mor/psykolog for min datter (som jo pludselig fik en lillebror med kræft).

Jeg arbejder med at acceptere, at det er okay, at jeg har brug for pauser indimellem, og erkende at jeg er nødt til at planlægge pauser i min hverdag, og dermed også erkende, at det ikke er et tegn på svaghed… tværtimod… men det har krævet helt enormt af mig, at finde mit nye jeg og lære det at kende.

Vi (jeg og de skønne veninder, jeg har været så heldig at få de sidste 2,5 år) er de stærkeste mennesker – men samtidig er vi de skrøbeligste… Vi er Damaged Goods – men det er i mit univers en berigelse og et privilegium.